mandag den 17. februar 2014

Brusebadsboller



I går havde jeg ikke fået købt brød ind til eftermiddagskaffen, tiden var knap og jeg gad ikke køre ud efter noget, så jeg besluttede mig for at prøve Sif Orellanas ”Brusebadsboller” fra bogen ”Krudtugler & kanelsnegle”. 

De er hurtige at lave, for idéen med disse boller er, at de hæver, mens man er i brusebad, deraf navnet. 
Inden jeg smagte dem, var jeg en smule skeptisk, for hvor gode kan sådan nogle hurtige boller egentligt være?

Men jeg blev heldigvis positivt overrasket, for de var utroligt lækre. Og i morges spiste jeg den sidste af portionen, og dagen derpå var bollen stadig rigtig lækker.

12 stk.

Ingredienser:
6 spsk. vand
50 g. gær
3 dl. mælk
50 g. smeltet smør
7-8 dl. mel (jeg brugte 4 dl. alm. hvedemel og 4 dl. Hvidhvede mel, men jeg brugte ikke det hele)
1 tsk. salt
3 spsk. sukker
1 tsk. kardemomme (det brugte jeg ikke)

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen.

Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke. Tænd ovnen på 225 grader. Bollerne er klar til at blive sat i ovnen på midterste rille, når man kommer tilbage til køkkenet efter ca. 25 minutter. Bollerne pensles med æg og bages i ovnen i  ca. 12 minutter.

Tip fra bogen: Rør altid gæren ud i kold eller lunken væske. Tilsæt herefter lidt af melet, før saltet og sukkeret kommes i. Tilsættes saltet og sukkeret før melet, kan især saltet få gærcellerne til at sprænge, hvilket går ud over hævningen af brødet.

Jeg fik hjælp til at pensle bollerne af Prinsesse Sofia den første aka L. 

Bollerne inden de kom i ovnen

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar