torsdag den 31. oktober 2013

Halloweenkage med græskar



I anledningen af, at det i dag er Halloween, er det vist på tide, jeg får lagt denne Halloweenkage på bloggen. Jeg bagte den for et par uger siden, efter at have modtaget opskriften i et nyhedsbrev fra Odense Marcipan. Jeg har spist Hokaido græskar flere gange i kanneren på arbejdet, og synes faktisk det smager ganske godt, men det var første gang, jeg selv prøvede at bruge det i madlavningen.

Jeg var derfor meget spændt på udfaldet af denne opskrift, og den levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Nu synes jeg ikke, det kun er succesfulde opskrifter, der skal på bloggen. Nej, alle de spændende opskrifter som jeg prøver, skal på bloggen. -Dog med min uforbeholdne mening om dem.

Problemet med denne opskrift var, at kagen blev utroligt våd. Faktisk så våd, at hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at den ikke havde fået nok i ovnen. Men det  havde den! -For den fik væsentligt længere tid, end den oprindelige opskrift siger.
Ungerne var heller ikke vilde med kagen, men M spiste den med velbehag. Jeg har også læst en god anmeldelse af den ovre hos CookieCrumble, så det kan være, den skal have en chance til på et tidspunkt. Hvad der helt præcist er gået galt i min version, ved jeg ikke.

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den:

Ingredienser:
1 Hokaido græskar
250 g smør
200 g rørsukker
3 æg
150 g. marcipan
½ appelsin, revet skal (økologisk)
250 g hvedemel
2 tsk. kanel, stødt
1 tsk. kardemomme, stødt
1 tsk. ingefær, syltet stødt (jeg brugte ½ tsk. stødt)
2 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:
Læg græskarret i et lille ovnfast fad og sæt det i ovnen i ca. 45 minutter (jeg bagte v. 230 grader) til det er mørt, mærk efter om det føles blødt. Afkøl en smule og pil skallen af. Kom det hele op i et dørslag og pres kødet igennem så kun kernerne er tilbage.
Rør smør og sukker blødt og cremet. Pisk æggene i et ad gangen og rør derefter revet marcipan, appelsinskal og græskarmos i dejen. Rør godt til det er cremet og sigt mel, krydderier og bagepulver i dejen. Røres sammen og kommes i en smurt bradepande. Bag græskarkagen ved 175 ° C i ca. 30 minutter og afkøl.

I den oprindelige opskrift skal der hvid icing på toppen af kagen. Det rakte tid, overskud og ingredienser ikke til, så jeg besluttede mig for den nemme løsning: hvid glasur og en græskarhovedet lavet af marcipan farvet med rød og gul pastafarve.

1 stk. Hokaido græskar i ovnen

Græskarret pilles

Græskarkødet presses igennem en si. D var min lille hjælper. Han elsker at hjælpe med at bage kager.

Dejen parat til at komme i ovnen. Jeg fik lidt associationer til indholdet i en dårlig mave...

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar